TERNET OUTFIT

MIT DRØMMESTUDIE

Opdateret for nylig9-006

I dag er en ambivalent dag for mange unge landet over. Enten har man en dag, hvor man er fyldt op til bristepunktet af ren lykke, eller også har man en dag hvor man kigger ud på regnvejret og tænker over, hvad søren der skal blive af én og ens fremtid.

Jeg har i 5 år vidst, at mit store ønske var at studere Marketing & Kommunikation på KEA.  Derfor søgte jeg ind på linjen efter mit første sabbatår for 2 år siden. Det var det eneste jeg havde søgt, men jeg kom ikke ind. Jeg blev så ked af det og følte mig som en ren fiasko – mange af mine andre venner og veninder var kommet ind på deres drømmestudier, mens jeg blev nødt til at tage et 2. sabbatår, for at finde ud af, hvad jeg så skulle. Jeg arbejdede i min børnehave som jeg var så glad for og god til, og læste matematik op til B-niveau, som endte med et 10-tal. Jeg tænkte, at jeg ville søge ind på KEA igen (som stadig var min store drøm), og så søge ind på Pædagogseminariet som 2. prioritet. Sidste år på dette tidspunkt sad jeg i Sydfrankrig med min familie, da mailen fra Pædagogseminariet kom “Tillykke, du er optaget på UCC”. Jeg begyndte at græde. Jeg følte, at uanset hvad jeg gjorde, var jeg ikke god nok. Jeg startede på Pædagogseminariet sidste september, og vidste allerede efter et par måneder, at det ikke var det jeg skulle. Men hvad skulle jeg så? Jeg kunne jo ikke komme ind på KEA, så jeg skulle finde en plan b, c, d.. DET blev til, at jeg den 15. Marts i år søgte KEA som 1. prioritet, Spansk som 2. prioritet, Portugisiske & Brasilianske studier som 3. prioritet og Italiensk som 4. prioritet. Jeg ville give KEA en sidste chance 3. gang er lykkens gang og alt det der.

I morges var jeg skrupforvirret da Facebook og diverse nyhedssites var proppet med uddannelse, da jeg var sikker på, at det først var natten til i morgen, at man fik svar (godt du har styr på tingene, Julie!) Jeg blev med det samme i dårligt humør, da jeg allerede frygtede svarene. Men jeg blev klogere. “Tillykke du er optaget på Designteknolog Marketing & Communication Design”. WHAAAAAT. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, og måtte skrige lidt ned i min hovedpude. Jeg ringede med det samme til mine forældre og søstre, som blev mindst lige så glade for nyheden, som jeg selv blev. Så det er altså hvad der skal ske. Jeg skal e-n-d-e-l-i-g studere til Designteknolog, efter at have søgt 3 gange. Det bekræfter mig virkelig i, at hvis man virkelig vil noget, så skal man kæmpe for det. Så selvom din dag i dag er mørkegrå og trist, så giv dig tid til at græde ud – og så snart du er klar, så hop op på hesten igen. Det skal nok gå – jeg taler af erfaring!

3 kommentarer

  • Maja

    Hej!
    Jeg har søgt ind på kommunikation og marketing på Kea, og skal som bekendt skrive optagelsesprøve til april. Jeg er dog ret nysgerrig på, hvad denne går ud på. Har du mulighed for st give en ide om denne?
    Kh Maja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke Højen

    Hej Julie! Jeg faldt lige over din blog, og nåede ned til dette indlæg, som jeg nu har læst tre gange.. Jeg blev på en måde glad for at læse det, for jeg står i næsten samme situation. Jeg søgte ind på præcis det samme i år, men fik desværre afslag, og har derfor self også grædt, været forvirret og følt mig som en fiasko. Nu starter jeg så på mit andet sabbatår, hvor jeg vil arbejde igen igen.. Du skriver du læste matematik op til B niveau, så kan regne ud at du, som mig selv, havde det på C niveau. Tænker du at det har hjulpet, og tror du der er andet man kan gøre for at øge chancerne til næste år? Har set man kan tage kurser i marketing på DMJX, men de er bare rigtig dyre.. Og gjorde du andet for at øge chancerne, eller arbejde du bare et år til som jeg selv skal igang med? 🙂 og stort tillykke og held og lykke med studiet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Hej Lærke!
      Jeg er ked af, at du ikke er kommet ind i denne omgang, og jeg ved fuldstændig hvordan du har det! Jeg tror ikke, at det har gjort mine chancer større, at jeg har læst matematik op på B-niveau. Det er ikke et krav, at man skal have højere end C-niveau for at komme på KEA, men det gør jo aldrig ens chancer mindre, at man dygtiggøre sig indenfor forskellige fag. Jeg tror også, at det vil hjælpe mig til at forstå visse ting bedre indenfor både Marketing og Fashion Management, så jeg er i hvert fald glad for, at jeg tog det – men som sagt tror jeg ikke, at det er det de har kigget på, da man jo også skal aflevere en optagelsesprøve. Jeg arbejdede endnu et år, og så startede jeg bloggen her for at komme ud med mine kreative tanker, og så er det jo samtidig en “online portofolio”, så andre kan se, hvad man brænder for – og det tror jeg heller ikke har været en dårlig ting 🙂 Ellers så er det bare om at klø på og prøve at gøre den næste optagelsesprøve endnu bedre! Hvis du bliver ved med at kæmpe for det, skal du nok komme ind! Jeg taler af erfaring 😉 Held og lykke til dig!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TERNET OUTFIT