EMPTIES #3

Hej D’damer! Så er det atter blevet tid til en omgang empties – og denne gang en halv-stor en af slagsen! Jeg har gennem de sidste par måneder brugt lidt forskelligt grej op, både til huden, håret og ansigtet. Lad os komme i gang:

12606900_10206613625793395_1581267110_n

HÅR OG KROPSPLEJE:

Nivea In-Shower Body Milk: Jeg er kæmpe fan af denne bodymilk til kroppen. Jeg har brugt den i badet de gange, hvor jeg ikke har orket at smøre min krop ind i en bodylotion bagefter. Den giver en helt fantastisk fugt til min hud, dufter skønt og så koster den tilmed ikke det store!

L’oréal Elvital Anti-Breaking Repairing Shampoo: Jeg holder mig ikke til et fast hårbrand, da jeg altid prøver nye ting af og er på udkig efter lige præcis de produkter, som passer til mit hår. Denne shampoo fra L’oréal var faktisk rigtig god. Den gjorde mit hår rigtig blødt og havde en meget mild, frisk og blød duft. Den udrettede dog ikke de store mirakler, og derfor er jeg allerede gået i gang med nogle andre produkter.

Lee Stafford Nourishing Miracle Oil: Jeg er altid på udkig efter en hårolie, som ikke koster lige så meget som Moroccan Oil, og derfor prøvede jeg alternativet fra Lee Stafford. Det er en ganske fin olie, men med det tykke og tørre hår jeg har, skal der lidt mere til end en halvtynd olie der dufter af blomster. Men hvis man har fint hår tror jeg, at den er rigtig god. Jeg har dog indset, at den eneste olie der virker for mig, er den blå med et orange M på. Desværre.

Philip Kingsley Daily Damaged Defence: Åh hvor jeg elsker dette produkt. Det er en slags varmebeskyttede balsamspray, som jeg har brugt hver gang jeg har været i bad og skulle rede mit hår. Den har virkelig den l-æ-k-r-e-s-t-e duft, og så gjorde den tilmed, at min børste røg gennem mit hår uden problemer.

ANSIGTSPLEJE:

Origins Drink Up Intensive Overnight Mask: Denne maske har jeg omtalt på bloggen flere gange. Jeg har brugt den 1-2 gange om ugen i 2 år, og den er bare fantastisk. Jeg tog den på om aftenen efter jeg havde fjernet alt min makeup, og vågnede med englehud dagen efter. Det er helt sikkert et produkt, som jeg skal have anskaffet mig igen.

The Body Shop Nutriganics Smoothing Mask: Denne ansigtsmaske købte jeg fordi jeg aldrig havde prøvet en muddermaske før, og så var den sat ned med 50%. Den var ok, men var meget svær at arbejde med fordi selve produktet var meget tørt, og derfor var det svært at fordele rundt på huden. Derudover havde den en lidt underlig duft, og derfor er det ikke et produkt jeg skal have fat i igen. Jeg tror jeg nupper muddermasken fra Origins i stedet!

Garnier Pure Active Intensive: Denne skintonic er et mirakelprodukt til dem, der døjer med urenheder. Jeg vil virkelig ikke vide hvad der er i det, for det kan fjerne selv den rødeste og hævede bums over natten, og så dufter den meget sprittet – but who cares, så længe det virker!

12576066_10206613623353334_1247071792_n

MAKEUP OG DUFT:

Origins Ginzeng Mascara: Der er intet dårligt at sige om Origins og deres produkter. De er bare gode, og sådan er det. Denne mascara er en af de bedste jeg nogensinde har prøvet. Den gav en masse fylde og farve uden at klumpe sammen, og så tørrede den hurtigt. Der er ikke noget værre end mascaraer, som er våde hele dagen og aldrig tørrer!

Nilens Jord Eyeshadow “611”: Dette er den første øjenskygge nogensinde, som jeg har formået at bruge op. Det er en ganske almindelig nude/lys farve, og det var en jeg havde på hver dag i gymnasiet, da jeg endnu ikke vidste så meget om makeup. Men den var rigtig god og fik mine øjne til at se større ud.

Maybeline Instan Anti-Age Concealer: Vræl, hvor er jeg ked af, at jeg har brugt denne concealer op. Det er en af de bedste concealere jeg har prøvet, og kan let sammenlignes med den fra Urban Decay og MAC. Den har en virkelig god dækkeevne og var super nem at anvende. Det eneste minus ved den er, at den ikke forhandles i Danmark??? Hvad tænker I dog på, Maybeline…

So Susan Concealer Quad: Den kloge læser kan se, at dette produkt ikke er brugt op. Det er faktisk ikke engang tæt på. Jeg fik denne concealer for et par år siden i en goodiebag eller sådan noget, og jeg er virkelig skuffet over den. Den tørrede ud med det samme og lagde sig i “kager” på huden. Der står bag på, at den kan holde sig i 18 måneder, men det ved jeg virkelig ikke hvor de har fra. Min var normal i en uge, og derefter gik det bare ned af bakke.

Burberry London Parfume: Denne parfume har jeg også skrevet om før, da jeg efterhånden har brugt en del af dem op. Det er en duft jeg har brugt i 8-9 år, og er en af mine evige favoritdufte. Den har en virkelig lækker, sexet, frisk og ‘krydret’ duft, og har fået mange komplimenter med sig.

Det var alle produkterne for denne gang – jeg håber, i kunne lide det!

EMPTIES #2

Så er det endnu engang blevet tid til en omgang empties! Jeg har fået brugt en hel del forskellige produkter op på det seneste, både til håret, kroppen og ansigtet – så hvis i ligesom mig er en sucker for indlæg som disse, så læs endelig med!

12021774_10205970633318985_418655791_n

1. Sunsilk Advanced Damage Reconstruction Balsam:
Jeg er ikke en der bruger særlig mange penge på hverken shampoo eller balsam, fordi jeg prioriterer at bruge pengene på gode hårkure og olier. Denne balsam fra Sunsilk har jeg brugt mange gange, og den virker ganske udemærket. Dog synes jeg, at den har en lidt for kraftig og syntetisk duft, hvor jeg foretrækker blide og naturlige dufte til håret. Men den gør sit job og holder mit hår blødt og lækkert, så mon ikke den kommer med mig hjem igen på et tidspunkt.

2. Garnier Micellar Cleansing Water:
Jeg tror de fleste har hørt/læst/prøvet den hypede rensevand fra Garnier. Jeg har i flere år sværget til Bioderma, men synes faktisk at denne fra Garnier er rigtig, rigtig god. Den er uden parfume og fjerner makeup og snavs virkelig effektivt. Derudover er den rigtig billig og tit kan man finde den på tilbud i Matas, så der er stort set kun gode ting at sige om den. Dog købte jeg 1,5 liter Bioderma da jeg var i Frankrig i sommerferien, så der går lige lidt tid før jeg vender tilbage til denne – men det kommer jeg også 100% til!

3. Garnier Mineral Invinsicalm Deodorant:
Jeg er meget kræsen hvad angår dufte jeg putter på min hud og derfor må mine deodoranter ikke dufte hverken for syntetisk, parfumeret eller skarpt. Jeg bruger kun roll-on og køber primært dem fra Rexona eller Garnier da de dufter godt og naturligt. Denne deodorant var jeg rigtig tilfreds med da den holdt længe på huden, ikke efterlod hvide mærker og tørrede hurtigt. Derudover har den en skøn, blød duft og det er helt sikkert en jeg skal have anskaffet mig igen.

4. Elizabeth Arden Eight Hour Cream Lip Protectant Stick:
Uh hvor er jeg ked af at jeg har brugt denne læbepomade op. Det var den perfekte læbepomade, der fugtede mine læber perfekt uden at klistre dem til, og jeg brugte den flere gange om dagen hvér dag. Jeg brugte den også altid inden jeg tog læbestift på, og mine læber var altid glade og tilfredse. Dog synes jeg, at 200 kroner er mange penge at smide efter en læbepomade, så nu er jeg i gang med den nye fra Kate Moss’ samarbejde med Rimmel, som også er virkelig god. Men en dag hvor jeg vil forkæle mig selv, kunne jeg godt finde på at købe denne igen – for den er virkelig lækker.

5. Benefit It’s Potent Eye Cream:
Jeg er på evig jagt efter den perfekte øjencreme og har prøvet rigtig mange. Denne fra Benefit synes jeg var fin – den holdt mit øjeområde gennemfugtet og friskt, men jeg fik ikke en wow-oplevelse af at bruge den. Derfor vil jeg ikke købe den igen, men fortsætte min evige jagt på den perfekte øjencreme!

6. The Body Shop Wild Argan Oil Body Butter:
Denne bodybutter fra The Body Shop fik jeg til et event for noget tid siden. Jeg har et lidt ambivalent forhold til kropscremerne fra The Body Shop, da jeg tit synes, at de dufter alt for kunstigt og voldsomt, men denne med Argan Oil synes jeg var rigtig god. Den dufter af en blanding af vanilje og mandel, og er en meget naturlig duft som man kan bruge hver dag.12030864_10205970633078979_101076873_n

7. Tony & Guy Nourish Reconstruction Mask:
Jeg købte denne hårkur fra Tony & Guy på et lagersalg for et par måneder siden. Jeg synes ikke, at den havde den store effekt på mit hår, og den havde en lidt spøjs lugt som jeg ikke helt kunne finde ud af om jeg kunne lide. Så den vil jeg ikke købe igen, men derimod eksperimentere videre!

8. Helena Rubenstein Lash Queen Mascara:
Jeg elsker mascarene fra Helena Rubenstein og denne er ingen undtagelse. Den gjorde mine øjenvipper lange, fyldige og sorte med stort S, men uden at de blev klumpede. Min favorit mascara fra Helena Rubenstein er dog hendes “Lash Queen Sexy Blacks”, som er en perfekt mascara som man kan bygge op til man opnår den ønskede effekt.

9. YSL Babydoll Mascara:
Jeg havde aldrig prøvet YSL’s mascaraer før jeg fik fat i denne, og den må være min ultimative favorit mascara. Den gav mine vipper den vildeste volumen, og så havde den den dybeste sorte farve – ja jeg ved godt, at de fleste mascaraer er sorte, men denne her var altså virkelig sort, haha! Det er klart en mascara jeg kunne finde på at købe igen, da den virkelig gjorde noget for mine vipper som ingen anden mascara før har gjort.

10. Mavala Moisturizing And Protecting Hand Cream:
Jeg fik denne håndcreme i min Matas julekalender og har været så glad for den. Den er meget let og flydende i dens konsistens, men tørrede hurtigt ind i huden og efterlod mine hænder fuldstændig gennemfugtede og bløde. Den har en lidt sjov duft – en blanding af ansigtsmaling og lidt “mormor”-agtig, men nu har jeg vænnet mig til den og synes nærmest, at det er lidt hyggeligt og nostalgisk når jeg har den på.

Det var alt hvad jeg havde for denne gang, jeg håber at i kunne lide det!

12030794_10205970633238983_1514997219_n

HUGE BUNCH OF EMPTIES

Hej Piger!
Som nogen af jer måske kan regne ud, så elsker jeg at købe og prøve lækre skønhedsprodukter! Derfor tænkte jeg at det var på tide at lave bloggens første “empties”-indlæg – og dem er der mange af! Jeg synes, der er noget særligt tilfredsstillende over at bruge et produkt op, måske fordi at der så er en god undskyldning til at købe nye produkter. Dog har jeg en masse forskellige produkter i min samling som vidner til, at jeg tit ender med at købe nye produkter før jeg er færdige med de andre, men nok om det! Her kan i læse min mening om de forskellige produkter, og om jeg kunne finde på at købe dem igen.
11721148_10205408559347487_166488841_n

1. Chanel “Chance” Eau Fraiche, 100 ml – 839 kr:
Dette er en af mine absolutte yndlingsdufte, og en duft der er rigtig mange minder i. Jeg købte den da jeg var i New York for nogle år siden og den har været min signaturduft lige siden. Den dufter virkelig friskt og let, og er en duft man kan bære hele året rundt. Det er en duft der vil hænge ved mig hele livet, og jeg har allerede anskaffet mig en ny i samme størrelse.

2. Rimmel “Brow This Way”, 5 ml – 60 kr: 
Jeg købte denne gel fra Rimmel til øjenbrynene, da jeg var på udkig efter et produkt der kunne holde styr på mine umulige og efterhånden temmelig omtalte øjenbryn, haha. Jeg synes ærlig talt ikke, at den var særlig god. Den gjorde sit arbejde, men der kom alt for meget produkt ud på børsten, og den gjorde nærmest mine øjenbryn helt våde. Til sidst handlede det bare om at bruge den op, og det er ikke et produkt, jeg vil købe igen.

3. Garnier “Eye Make-up Remover 2in1”, 125 ml – 55 kr: 
Der er ingen makeupfjerner, der slår Bioderma, så er det sagt (og det er der nok mange, der vil være enige med mig i), men jeg synes, at denne makeupfjerner fra Garnier er et rigtig fint alternativ. Den fjerner makeuppen let og gnidningsfrit, og jeg kunne sagtens finde på at købe den igen.

4. Maybeline “Master Precise Liquid Eyeliner”, 80 kr: 
Jeg ejer rigtig mange eyelinere, men der er ingen, der slår denne her fra Maybeline. Det er en flydende eyeliner, og den er så nem at lægge. Den har en spids, der gør det let at lægge både en tyk og tynd eyeliner alt efter humør, og jeg har allerede købt en ny. Faktisk var denne her den 4. tube(?) jeg brugte op, og det er min evige favorit.

5. Wella “Volume Mousse”, 250 ml – ca. 100 kr: 
Denne mousse fra Wella fik jeg i en goodiebag til et event, og jeg synes, at den var ganske fin. Den holdte fint på mine krøller, uden at mit hår blev for stift og underligt, og så har den en skøn duft. Dog havde den ikke en wow-effekt på mig, og derfor vil jeg ikke købe den igen, da jeg hellere vil afprøve andre spændende produkter. Men hvis i er på udkig efter en ganske udemærket mousse, så kan i helt sikkert give denne et go.

6. Bioderma “Solution Micellaire”, 500 ml – 189 kr: 
Da da da daaam. Vidundermidlet, vidundervandet, vidunderproduktet over dem alle. Mit absolutte yndlingsprodukt ever, er denne miccellaire water fra Bioderma. Det er et utrolig hypet og kendt produkt, og jeg forstår 100% hvorfor. Jeg havde rigtig høje forventninger til denne rensevand, da bloggere, youtubere og skønhedseksperter havde rost den til skyerne – og den skuffer bestemt ikke. Hold nu op den er god. Jeg bruger den til at fjerne alt min makeup om aftenen og til at rense mit ansigt om morgenen. Det er et produkt jeg vil bruge resten af mit liv, og jeg glæder mig til at købe en masse af det med hjem fra Frankrig om et par uger. Jeg får helt lyst til at drikke det – så kommer man  stensikkert til at se fantastisk ud!

7. Rexona “Pure” Roll-On Deodorant, 50 ml – 32 kr: 
Jeg er lidt kræsen hvad angår deodoranter. Jeg bruger kun roll-on, da jeg synes at det var ubehageligt at bruge en spray. Dels kunne det godt gøre lidt nas efter man havde barberet sig + at jeg synes at man nærmest inhalerede deodoranten når man sprayede den under armene. Jeg kan heller ikke lide når deodoranter dufter for kraftigt, og derfor er denne fra Rexona min evige favorit som jeg altid vender tilbage til. Den har den skønneste friske og bløde duft, og så holder den længe på trods af lange arbejdsdage og lange byture! Jeg kan ærlig talt ikke forstå hvordan den kan være så billig, når andre langt dårligere mærke”deodoranter” koster flere hundrede kroner. Så denne skal jeg helt sikkert købe igen.

8. Clinique “Moisture Surge Extended Thirst Relief”, 50 ml – 360 kr (på tilbud HER til 219 kr): 
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvilken slags hud jeg har. Måske en kombineret hud – en olieret t-zone og forholdsvis tørre kinder og pande. Det lavede denne creme fra Clinique dog om på. Jeg brugte den både om morgenen og aftenen, og den tilførte min hud den perfekte mængde fugt. På trods af at den ligger i den lidt prizy ende, så er det 100% en creme som jeg skal have anskaffet mig igen.

9. Biotherm “Eau D’énergie”, 100 ml – 375 kr: 
Mange af mine parfumer er faktisk nogen jeg køber igen og igen. Denne fra Biotherm er ingen undtagelse. Dette er den 2. jeg har brugt op, og den dufter fuldstændig fantastisk. Jeg er generelt ret vild med alle Biotherms dufte, da de alle dufter friskt og sommerligt, og så ligger de til en virkelig god pris når man tænker på hvor meget man får. Så denne må også med mig hjem næste gang jeg runder en Matas.

10. Elizabeth Arden “Eight Hour Cream”, 30 ml – 150 kr: 
Jeg vil næsten tro at de fleste husstande ejer den kendte 8-hour creme fra Elizabeth Arden.  Det er en sikker klassiker der virker på alt fra røde barnenumser til tørre læber – et rigtig mirakelmiddel! Den har en noget omdiskuteret duft, men jeg kan faktisk rigtig godt lide den, da den minder mig om da jeg var lille og min mor smurte den på sine hænder. Jeg har allerede anskaffet mig en ny i 50 ml – og så har jeg den også i håndcreme og læbepomade, som også er mine evige yndlings.

11. Plaisir “Anti Wrinkle Eye Cream”, 15 ml – 140 kr: 
Jeg er afhængig af at putte creme på mine øjne, inden jeg skal sove. Jeg kan ikke holde ud ikke at have noget på, da jeg så føler at mine øjne tørrer ud. Derfor bruger jeg creme hver nat, og det har jeg gjort i flere år. Denne fra Plaisir var ganske udemærket. En lækker creme der hverken var for tyk eller tynd, men jeg har det på samme måde med den, som jeg havde det med hårmoussen fra Wella. Det er et ganske fint produkt, men ikke et jeg behøver at generhverve mig.

12. Rimmel “Wake Me Up” Concealer, 7 ml – 70 kr: 
Dette er min favorit concealer. Den har en fantastisk dækkeevne, hverken for meget eller for lidt og så holder den virkelig længe. Jeg bruger den under mine øjne + de steder hvor jeg skulle have et udbrud eller lignende. På dage hvor jeg godt har villet have lidt mere dækkeevne end bare concealer, har jeg brugt den som foundation, og det kunne den også sagtens bruges til. Det er den bedste concealer til prisen, og jeg kan helt klart anbefale den. Jeg tror jeg har brugt 5-6 af disse op, og har lige købt 2 nye, da der var et 2for1 tilbud i Matas for noget tid siden.

13. Estée Lauder “Sumptuous Extreme” Mascara, 8 ml – 290 kr:
Denne mascara er fantastisk, intet mindre. Den fordelte ens vipper perfekt og der skulle kun et par strøg til før ens mascara sad perfekt. Jeg har haft 2 af denne mascara, og hvis jeg havde pengene, ville jeg helt sikkert købe den igen, da det er en af de bedste mascaraer jeg har prøvet. Dog synes jeg at næsten 300 kroner er rimelig pebret for en mascara, og derfor vil jeg nok ikke købe den igen, da jeg hellere vil lede efter et billigere alternativ og få noget ekstra for pengene.

14. Burberry “London” For Women, 30 ml – 370 kr: 
Denne duft har jeg haft i alle størrelser – 100 ml, 50 ml og nu 30 ml. Det er en virkelig lækker duft og en jeg har brugt i snart 8 år og som altid vil hænge ved mig. Det er min gå-i-byen parfume, og den har fået mange komplimenter med sig! Den har en meget frisk men krydret duft på en eller anden måde, og en sikker vinder som jeg allerede har generhvervet mig.

15. Moroccainoil, 100 ml – 319 kr: 
Jeg har det på samme måde med Moroccanoil som jeg har det med Bioderma. Jeg elsker som så mange andre denne hårolie, som gjorde mine spidser silkebløde. Det er en af de eneste hårolier som virkelig har gjort en forskel for mit hår, og selvom 319 kroner er mange penge at smide efter et hårprodukt, så er det virkelig godt givet ud og helt klart pengene værd. Denne olie holdt præcis 1 år for mig, og jeg brugte et pump både morgen og aften.

Det var lidt en blanding af forskellige produkter. Jeg håber at i kunne lide det! Jeg elsker i hvert fald selv at læse indlæg som disse. Hav en rigtig god aften!

11657473_10205408559187483_1343422990_n